En virkelig vellykket og velsmagende Dunkel Bock, som vi har høstet mange rosende ord for. En blød og ravgylden efterårs Bock på 6,8%, let drikkelig med skønne noter af karamel, kiks og honning.
Opskriften er lavet fra bunden i Brewfather og består af 60% munich malt og 30% pilsner malt som base for en amber/ravgylden øl. Herudover er tilsat 4% caramel malt og 4% melanoidin malt for at give nogle lækre søde noter af karamel, honning og kiks. Og sidst cirka 1-2% chokolade hvede malt på 1000 EBC for en snert af chokolade/kaffe og lidt mørkere farve.
Som humle har vi valgt den klassiske tyske Hallertauer Mittelfrueh. Den tilføjer lidt diskrete krydrede noter af blomsternektar og citrus, som ofte klæder en lager-øl ganske godt uden at være dominerende. Det er en humle der er kendt for at give en subtil bitterhed, der komplementerer maltens sødme.
Bock eller bockbier er normalt en undergæret stærk lagerøl, der har sin oprindelse i den nordtyske by Einbeck. Vi havde dog et ønske om at eksperimentere lidt, og forsøge at lave den som en overgæret pseudo-lager ved hjælp fra Lutra Kveik gær. Det må siges at være blevet overordentligt vellykket, Kveik-gæren klarede opgaven fantastisk og efterlod en smuk, klar øl uden nævneværdigt bundfald eller uklarheder.
Brygget den 28. september 2024 og flasket den 20. oktober 2024.